Rabalder vil give alle børn kunstneriske fællesskaber og kreative arenaer i relation til deres SFO-tilbud. Landets musik- og kulturskoler og SFO’er samarbejder om, at kunstneriske aktiviteter indgår som en aktiv del af børnenes fritidsliv.
Rabalder er en national indsats støttet af Nordea-fonden. 25 kommuner på tværs af landet er udvalgt til at deltage i Rabalder frem til 2029.
Rabalders styregruppe er repræsenteret ved Børne- og Kulturchefforeningen, BUPL, Skolelederforeningen og DMK. Det er bestyrelsen, der står bag udvælgelsen af de 25 deltagerkommuner på baggrund af ansøgninger fra musik- og kulturskoler og SFO’er.
I hver kommune samarbejder den lokale musik- og kulturskole med en SFO om at udvikle og gennemføre kreative aktiviteter for børn. Aktiviteterne finder sted i SFO-tiden, hvor institutionerne arbejder sammen om at skabe de kunstneriske og pædagogiske børneuniverser.
Aktiviteterne spænder bredt fra teater, rollespil til musik og keramik. Rabalder-projekterne bidrager til dannelse af et vidensgrundlag for, hvordan man skaber rammer for kunstneriske og kreative aktiviteter for målgruppen. Deltagerkommunerne får gennem Rabalder midler og mulighed for at skabe et kunstnerisk og kreativt rum for alle børn i SFO’en, hvor de kan deltage og udforske nye udtryksformer i fællesskab.
Rabalder arbejder for:
- At skabe varige strukturer, der styrker samarbejdet mellem SFO’er og musik- og kulturskoler for at udnytte vores forskellige kompetencer til at skabe et motiverende og engagerende fritidsmiljø for børn.
- At udvikle aktiviteter og kunstneriske universer, der engagerer, motiverer og er relevante for børnene – baseret på deres respektive interesser.
- At fremme samarbejdet mellem pædagoger og kunstpædagogisk personale for, at vi sammen kan skabe indhold, der beriger børnenes fritid med spændende og lærerige oplevelser.